Det at have en Sheltie. 

(Familie-)livet med en Sheltie.

 

At leve med hund i familien – eller ej.

 

Da jeg var barn, var min bedste ven – eller i hvert fald én af mine bedste venner – en hund. Den var der altid, når jeg havde brug for trøst, eller bare for leg og selskab. Desværre måtte den aflives, da jeg var 10 år, og grundet forskellige omstændigheder fik mine forældre ikke hund igen.

Da jeg flyttede hjemmefra, ville skæbnen åbenbart, at jeg udelukkende skulle bo under forhold, hvor det ikke var muligt at have hund. Indtil jeg mødte min mand, som til gengæld er vokset op uden så meget som en hamster i hjemmet, og han ville bestemt IKKE have hund! Heller ikke da to børn kom til og blev store nok til at plage… Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Men så skete der noget uforudset, som der jo ofte gør her i livet. Vor søn, som den gang var 13 år, blev syg. Meget syg. Både fysisk – og det skulle vise sig også psykisk. Tingene hænger jo sammen.

Familien hang mildest talt i laser, vi var bekymrede, trætte, stressede. Og mor her kom hjem at gå med det syge afkom i en periode. Da den tredje sundhedsfaglige person ”i systemet” nævnte, at vor søn kunne have stor gavn af en hund, blev min mand ENDELIG overtalt! Til børnenes og min store glæde. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Hvilken hund er den rigtige for os? Vi havde på det tidspunkt allerede hørt om terapihunde (og det samme med katte). Men at få en certificeret terapihund kunne have meget, meget lange udsigter. Hvis det overhovedet kunne bevilges. Og skulle man selv have en hund certificeret, ville det koste uendelig meget tid – og rundt regnet 30.000 gode danske kroner. Her måtte jeg så konsultere en anden meget god ven: Google!

Vi havde besluttet, at vi ville have hund. Jubii. Og ja, trods vor situation havde vi tid og overskud. Jeg gik midlertidigt hjemme, og vi havde kort tid forinden solgt en hest, som vi brugte ca. tre timer om dagen på. Så jo, det skulle nok gå. Men hvilken hund ville så passe til os?

Vi er fire i familien; to voksne og to teenagere, på daværende tidspunkt 13 og 14 år. ”Far” er sådan mest en sofamodel og dyrker mest sport på tv, ”lillebror” var på daværende tidspunkt sengeliggende meget af tiden, og ”storesøster” og ”mor” er aktive og meget til friluftsliv. Så det skulle være en hund, som både ville sætte pris på (lange) ture i naturen – og måske endda nogle af turene i løb – og som også kunne ligge og putte hos lillebror eller varme fars fødder. Den skulle være nem at træne, da ingen af os havde opdraget en hund før. Og det skulle ikke være én af de racer, som knap kan trække vejret pga. flade næser, eller som er særligt disponeret for gigt m.m. Størrelsen var også en faktor, da en mindre hund var praktisk, når den skulle have lov til at komme op i lillebrors seng og komme med i byen. Mange dages research senere stod valget mellem to racer, og den, der var øverst på listen, var en Shetland Sheepdog, også kaldet Sheltie.

Mere søgning på Google, og vi fandt et køkkenopdræt, Kennel Harmo9, som havde hvalpe til salg på det rigtige tidspunkt; og vigtigst af alt: Hvalpene var avlet under betingelser, som vi kunne stå inde for. Hvalpene var en del af den familie, der havde dem, og i øvrigt afkom af sunde hunde med dokumentationen i orden.

Inden vi kørte hjemmefra, sagde jeg til min mand: ”Alle hundehvalpe er søde. Så vi skal se mest på de voksne hunde. Hvis vi ikke kan falde for forældrene, er det ikke den rigtige hund for os!” Min mand sagde ikke så meget; han var stadig kun lunken på tanken og ærligt talt lidt mut.

 

Forelskelsen:

 

Men gæt så, hvem der blev MEST pjattet ved mødet med en flok skønne voksne Sheltier (samt i øvrigt tre irske ulvehunde!) – og et kuld på fire skønne hvalpe? Rigtigt gættet. Manden blev helt skudt i dem, og vi endte med at reservere en hvalp allerede ved første besøg. Også allerede denne dag gjorde vor skønne Sheltie-baby – helt uden at vide det – noget godt for vor søn: Med udsigten til at se nogle hundehvalpe, hvoraf vi MÅSKE ville købe den ene, slæbte han sig ud af sengen og kom med på hvalpebesøg. Og det blev en fantastisk oplevelse på alle måder. Både hunde og mennesker var skønne. Igen: Tingene hænger jo sammen.

De næste uger kunne næsten ikke gå hurtigt nok. Vi besøgte vor hvalp et par gange mere, og endelig skulle vi have hende med hjem. Det var nærmest som at få et ekstra barn. Vi var alle helt og aldeles betagede af og forelskede i hende. Arbejdet med hvalpen og hendes arbejde for os.

Vi startede næsten med det samme på hvalpetræning af hensyn til socialiseringen, og for at sikre, at vor Sheltie fik den stimulation, hun har brug for. Og vi har gået til træning lige siden. Og ja, det ER en intelligent race. Jeg træner nu (hvor hun er 3½ år) rally-lydighedstræning med hende, som nybegynder. Det er kun af hensyn til hendes trivsel og opdragelse, og jeg havde absolut ikke planer om at deltage i konkurrencer. Men min træner fik mig overtalt, og vi har nu været til den første konkurrence…. hvor vi rendte med førstepræmien i begynderklassen og andenpræmien i åben klasse. Jo-jo, vil du noget med konkurrencer, er Sheltien heller ikke noget dårligt valg. Men det allervigtigste og bedste er, hvordan vor Sheltie har været med til at hele vor hårdt prøvede familie. Lige fra starten havde hun en positiv indflydelse på ”lillebrors” humør, men bestemt også os andre, som var præget af store bekymringer. ALLE i familien blev gladere. Lillebror begyndte at spise mere. Ofte sad han til et måltid og kunne slet ingenting spise. Men så fik han den lille gavtyv op på skødet, grinede lidt ad hende, og så kunne han alligevel klemme lidt ned. Så hun har fået ham til at spise. Hun hjælper med at få ham op om morgenen. Hun hjælper ham til at finde ro om aftenen. Og hun støtter ham i at kunne komme ud og gå tur, og komme steder hvor han ellers ikke kan komme pga. angst. Da hun er en lille charmerende størrelse, kan vi have hende med de fleste steder. Hun har endda (efter aftale) været med i skole! Jo, hun er i sandhed en terapihund. Trods det manglende certifikat!

Hun giver også ”storesøster” (og os forældre) rigtigt meget, og søsters venner tager billeder af hende, giver hende kælenavne, og spørger efter hende som det første, når de kommer på besøg. Dette er især godt for sårbare børn og unge – og vel også voksne. Den milde og sociale Sheltie bliver ”lynafleder” og ”det fælles tredje”, som man kan tale om og med, og som dermed gør samvær med andre mennesker lettere, hvis man nu har svært ved dét. Loyalitet ligger til de fleste hunderacer. Men ud over at være loyal og social, så er Sheltien hyrdehund og derfor meget opmærksom på at holde flokken samlet. Dette giver et særligt stærkt bånd til dens ”flok”: Familien. Derfor virker den også ekstra opmærksom, og jeg vil ligefrem sige omsorgsfuld. Vor Sheltie kan helt klart mærke forskel på, om vore børn bare er ”teenagetrætte”, eller om der er noget galt. Hvis de er syge eller kede af det, så bliver hun hos dem. Ofte puffer hun lidt til dem med snuden, som om hun lige vil prøve af, om der er en reaktion, og måske vise dem, at hun er der. Og ja – der kan være en del snot og tårer i den lange pels, hvis det er påkrævet. Og manden? Ja, han siger selv, det er noget af det bedste, vi nogensinde har gjort. Hans navn står på købekontrakten, og han snakker altid om hende til familie og venner. Jo, det er den store kærlighed. En bonus er, at han nu helt frivilligt kommer ud og gå mange lange ture – og har tabt sig. Vi har aldrig fortrudt, at vi valgte en Sheltie.

Der er så mange glæder og så stor kærlighed forbundet med at have det lille glade og omsorgsfulde væsen i familien, og arbejdet er til at overskue. Selv den førnævnte pels er ret nem at pleje (med eller uden snot og tårer), og det er ikke noget, som tager flere timer om ugen. Slet ikke! Men uanset hvilken hund, man anskaffer sig, skal man være indstillet på, at (familie-)livet skal tilpasses en hund. Præcis som når man får børn, så er der visse hensyn, der skal tages. Til gengæld får man så uendeligt meget igen.

                     © 2015 - All rights belong Kennel Harmo9    -    Kennel Harmo9   -   kennel-harmo9@mvb.net    -    Tlf. :  4215 4901